Kristian og Berthe Simonsen med 8 av deres 12 barn. Emil står ytterst til høgre. Berthe var født 2. juni 1854 i Fåberg og døde knapt 61 år gammel i Trondheim. Privat foto.

Min morfar Emil Simonsen, født 1893, vokste opp på Lademoen i Trondheim. Under militærtjenesten på Rinnleiret i 1915 fikk han en dag uten forvarsel se sin mors dødsannonse i avisa. Da han søkte om permisjon for å delta i begravelsen fikk han i første omgang avslag. Eskadronens sjef, Rittmester Lindholm, omgjorde seinere sin beslutning og avslørte menneskelige egenskaper bak den harde fasaden. Få år seinere døde Lindholm for egen hånd i Ridehuset på Kalvskinnet i Trondheim. Nedafor kan du lese utskrift av et lydbåndopptak fra 1972 der bestefar forteller om disse hendingene.

 

Rittmester Lindholm født 1875, til venstre, og dragon 2343 Simonsen, født 1893, til høgre.

Jau da, han Lindholm koinn vær grei og han, men han ridd no rætt i fra mæ og da, når æ svart’n, ein gang, da a mor dødd. Vi mesta’n jo i rekruttskolen vi, for han vart klein, Så vi fekk jo ein an’n ein vi. Men han kom gjen i nittenatten, på regimentsamlinga. Vi va sevil da vi, og sto oppstilt og skoill ta imot utstyret. Så kom’n og så stoppa’n attme mæ: ”Det va De som mistet mor Deres i 1915.” Ja. – Han husst på det, gett. Han nækta mæ å reis, veit du. Nækta mæ å reis i begravelsa hennes mor.

Dragoner på Rinnleiret i 1915. Emil Simonsen er nr 4 fra høgre i første rekke. Foto privat.

Vi satt og spist medda, og så kom’n Gustav Stokke og la avisa foran mæ med dødsfalle. Og så hadd æ fått brev da, men æ hadd itj læst det enda, da. Og så, når æ ha læst breve, da sjø, på lina klokka tre, da vi sto oppstilt, så gjekk æ frem te’n Lindholm og søkt permisjon. Og så nækta’n. Rekruttskolen va så kort at det koinn itj vær tale om. Og så ga æ pokkern i æksisen. Og han Sakshaug, han va furèr han, han sa ”Han kan itj nækt dæ permisjon i et sånt tilfelle. Det e itj tale om”. Æ gjekk inn i brakka, æ, og la mæ på køya. Æ vart så forbainna. Men mens æ ligg på køya, så kjæm’n Lindholm inn han, og stekk i mæ fæm krona, og sa at ”De får vel reise likevel”. Ha’n fått bon’anger da? Så sa æ ”Æ har så æ kjæm mæ te by’n, og æ ska vel allti’s kom mæ innover gjen”.
No va det det at æ vesst itj ka ti begravelsa va, for i brevet fra fra’n Martin (svoger) sto det at begravelsa vart enten – tirsda’n – eller va det onsda’n – onsda’n – ja, det va enten tirsda’n eller onsda’n eller freda’n, det va dem itj sekker på, sto det i brevet. Men no, veit du, så mått æ jo reis i tilfelle det va tirsda’n. Men begravelsa va itj tirsda’n, det vart om fredan. Æ tenkt itj på å reis innover gjen, æ sjø, men han far sætt på, og – og’n Loraas (svigerfar) og, at æ mått reis. Så reist æ no innover, da.
Om morran, da sjø, på ri’inga, så ridd æ frem te’n Lindholm og søkt om permisjon te freda’n. Da rast’n, gett. ”Det var bare noe tull”, sa’n, ”at De reiste i går da?” ”Ja”, sa æ, ”vess rittmester’n syn’s det va toill at æ reist for å sjå a mor som lik, så va det det”. Og da ridd’n rætt ifra mæ. Æ vart så forbainna. Og så, ei stoinn ættepå, det va itj på ri’inga, det va siden, så kom’n og sa at æ fekk reis. ”Så må De gå opp på depotet da”, sa’n, ”og få en pen uniform”. Og det gjor æ. Og fekk ei uniform som itj ha vært på kropp på tredve år. Som va ny altså, men tredve år gammel. Splitter ny, hadd itj vært på kropp. Æ angre mæ så for at itj æ fotografert mæ i den dressen. Det va ein jævli flott jakke i mot dem vi brukt. Dem va så si dem sjø, med sånn korsættfasong. Men denner’n va kort han, skrådd bare frem. Og så langboks, da. Sort langboks. Jakka va grønn, med nå hvite striper med nå blanke knappa her. Blanke knappa me sånn forhøyning på.

Rinnan stasjon ved Rinnleiret der Emil sto og venta på toget da ritttmester Lindholm kom ridende opp på perrongen for å se ham vel avgårde. Foto: Aune

Derre va i juni. Det va jo varmt, veit du. Æ skoill reis me hal’ått-toget, æ, fra Rinnan, og sto og venta på toget. Da holdt dem på me ri’inga utpå leiret, veit du. Dem b’ynt syv, dem. Så kjæm det ein galopperanes oppover leiret, over lina og oppå plattformen der æ sto. Det va’n Lindholm.
”Har De ikke kappe på”?
”Nei”.
”Det burde De ha hatt”.
Kapp, tenkt æ, – i varmen (ler).
”Og så, husk på å komme hjem i aften”.
Så snudd’n sæ og ridd i galopp gjen. Det va ein pussi fyr, gett.
Det vart itj my ti, veit du. Holdt det på læng toget – ja en par tim, ja. Æ trur det va mer og.

Skiltet på stasjonsbygningen viser at avstanden fra Rinnan til Trondheim er vel 9 mil. Foto: Harald Duklæt.
Rutetabell over ”Jernbanetogenes avgangs- og ankomsttider fra 1. mai 1915” forteller at toget hadde avgang fra Rinnan stasjon kl.7.39 og ankom Trondheim kl.10.40. Ettermiddagstoget hadde avgang fra Trondheim kl.6.20 og ankomst Rinnan kl.9.34. Berthe Simonsen døde 31. mai 1915, som var en mandag, og ble begravet påfølgende fredag, den 4. juni.

Ridehuset i Trondheim, Bispegata 18. Oppført 1890, i drift fram til krigen og revet i 1963. Foto: Trondheim byarkiv.

Han Lindholm vart gymnastikklærer på realskolen, på Gerhard Schønnings skole, seinar. Æ møtt’n da ein gang. Æ tenkt æ skoill ha hælst på’n og, men – så tenkt æ, – nei fa’n. – Men det hadd vorre arti og snakka me’n. Han fekk en sørgelig slutt, veit du. Han skaut sæ utpå ridehuset uti Bispegatagata, der økonomisk gymnas e no. Det va ved siden av Bangs hovslageri. Dyrlæge Bang, veit du, – han hadd jo egen hest, han. Og så ha`n ein hoinn botte baki giggen når`n kom kjøranes. Ein pointer som sprang etter.

Bangs hovslageri i Bispegata 20 med ridehuset som nørmeste nabo i bakgrunnen. Eier var Amtsdyrlæge og hovslager John G. Bang, født 1833 i Hegra. Foto: Trondheim byarkiv

Æ veit itj ka som va bakgroinn for at ‘n Lindholm to live av sæ egentli, men det va ætte Røde Kors- karnevalet. Det va det. Ka det va for nå veit no itj æ, men – dem sa no det va nå kvinnfolkhistoria, for han va skilt i fra kona, sjø. Koffor det skjedd akkurat der, i ridehuset veit æ heller itj, men han va vel og sa adjø te hesten sin først, antag’li. Æ antar’n Lindholm ha hest utpå der, for æ kan itj tenk mæ han uten hest.

Nekrologer:

Trondhjems Adresseavis tirsdag 8de april 1919:

Ritmester Daniel Kildal Lindholm
Er avgaat ved døden i en alder av 45 aar. Han blev født i 1875 og blev officer i 1897. Fra 1ste januar 1911 blev han utnævnt til ritmester og chef for Værdalens eskadron med bopæl i Trondhjem.
Fra 1ste august i i fjor blev han lærer i gymnastikk ved Realskolen. Samme høst begynte han en rideskole som fik stor søkning. Han var en dygtig ridelærer, avholdt av alle som kom i berøring med ham. Han var en pligtopfyldende officer, reel og præcis i alle sine tjenesteanliggender og samlet sig mange venner.

Trondhjems Adresseavis tirsdag 15de april 1919:

Ritmester Lindholm
In memoriam

I anledning av ritmester Lindholms død skriver J.G. i ”Intelligenssedlerne”s gaarsnummer:
Ritmester Lindholm død! Budskapet fylder hans mange venner med sorg og vemod. Ritmester Lindholm var en hjertensgod, livsfrisk ung mand med rike evner og mange muligheter.
Som instruktør og leder forstod han at rive troppen med sig, og hans undergivne hang ved ham med rørende hengivenhed og tillidsfuldhet. Man forstod snart at bak denne officers uniform var der en følsom sjæl, et varmt hjerte, som vilde alle vel og ingen ondt. Og vi, hans kammerater, som hadde lært at sætte pris paa hans mottagelige, følsomme temperament vi forstaar tapet, men staar uforstaaende likeoverfor det man kalder ”skjæbnens spind”.
Ritmester Lindholm var en mand med ideer og en mand som ikke var ræd for at føre dem frem og gaa i skranken for deres realisation. Han var en mand som vilde noget og av dem har vi ingen at miste. Vi som hadde lært at kjenne dig som det hjertensgode menneske og den hjelpsomme hyggelige kamerat, vi bringer dig en dypfølt tak.
Kanske var dit følsomme og mottagelige sind ikke avstemt for de strenge, hvorpaa det brutale livs virkelighet saa ofte spiller! Kanske fandt din sjæl ingen sangbund for sine stæmninger: det som kaldes det dagligdagse livs einerlei.
For os staar du allikevel som den den trofaste kamerat og det gode menneske, hvori der ikke var svik.
Vi bevarer om deg det vakre billede av et sympatisk og hjertevarmt menneske som det føles saa saart ikke at kunne møte mere.

Biografiske opplysninger:

Rittmester Daniel Kildal Lindholm (14. sept. 1875—6. april 1919), var sønn av stadsfysikus J. Lindholm og hustru L. Didriksen, Bergen. Han var gift med Ingeborg Møller, datter av infanterikaptein Møller og fru Natalie f. Munch. De ble skilt i 1916.
I følge rullebladet var han premierløytnant fra 30.10.1897 og tjenestegjorde ved Rinnleiret i flere perioder fra 1899 og fram til sin død. Lindholm ble 04. juni 1914 «av regimentet dikteret en irettesettelse i strengere grad § 110 B for mangelfull ekspedisjonsføring og upassende skrivemåte». Han hadde 7 rekruttskoler og 14 regimentsamlinger. Han var sjukmeldt 03.06. til 01.10.1915. Gymnastikklærer ved Gerhard Schønings skole fra 1. august 1918.